Den bæredygtige Landsbyhøjskole

Til Den Fynske Landsby skabte jeg sammen med udviklingschef Lise Gerda Knudsen et brugerinvolverende forløb for unge med fokus på bæredygtighed og hverdagsaktivisme.

I Den Bæredygtige Landsbyhøjskole var det vigtigt for os, at de unge, der involverede sig, fik nogle helt konkrete metoder og teknikker med sig, som de kunne implementere i deres hverdagsliv for at leve mere bæredygtigt. Vi ønskede altså at lave en direkte kobling mellem Den Fynske Landsbys faglige ansvarsområde, 1800-tallets landbokultur, og deltagernes nutid. De unge valgte selv de emner og temaer, de skulle arbejde med undervejs i forløbet (eks. køkkenhave, uldarbejde, surdejsbagning, konservering, mm.), så vi sikrede os relevansen af indholdet.

Projektet havde som mål dels at give deltagerne nye praktiske færdigheder, dels at engagere en gruppe unge i et frivilligt netværk, der bidrager til aktiviteter og arrangementer i Den Fynske Landsby. Og begge dele er heldigvis lykkes!

Pilehegnsfletning. Foto: Lise Kapper
Spinding. Foto: Lise Kapper

Den Fynske Landsby har samarbejdet med Lise Kapper fra Kappers Kulturbureau om projektet ’Den bæredygtige Landsbyhøjskole’, som er blevet afviklet i løbet af 2023 og fortsætter ind i 2024. Lise har været med fra starten: hun var en del af udviklingsprocessen, var stærkt involveret i ansøgningsskrivningen (der var succesfuld) og har spillet en central rolle i afviklingen af forløbet. Desuden har Lise været god til at holde både sin egen og vores snude i sporet ift. de mål, vi havde sat os for projektet på forhånd. Jeg har oplevet samarbejdet med Lise som helt gnidningsfrit. Det har været en stor tryghed, at vi kunne være sikre på, at opgaver, der lå hos Lise, blev løst til tiden og med høj kvalitet. Den Fynske Landsby arbejder gerne sammen med Kappers Kulturbureau en anden gang.